Når vi definerer Danmarks undergrund, er der tale om aflejringer ældre en 2,5 millioner år. Alle aflejringer yngre end 2,5 millioner år (kvartær-perioden) kaldes overflade, og er smeltevandsaflejringer eller moræneaflejringer. Det kan også være andre aflejringer som fx marine sandaflejringer (odder og tanger) eller organiske aflejringer (marsk, tørv eller gytje).

Figur 1 – Kilde: ”Geologi for Enhver”

Undergrunden i Danmark er delt i 3 store aflejringsbassiner – fig. 1. De hedder: Centralgraven, Det dansk-norske Bassin og Det dansk-tyske Bassin. Centralgraven ligger midt i Nordsøen og har i dag op til 6 km tykke lag havaflejringer. Det dansk-norske Bassin, som ligger i en del af Nordsøen, Kattegat og Nord- og Vestsjælland har 3-5 km aflejringer. Det dansk-tyske Bassin, som ligger i den sydlige Nordsø, Sønderjylland og Nordtyskland, den vestlige Østersø og Lolland-Falster, har 2-4 km aflejringer. Med havaflejringer menes generelle havaflejringer, som dækker flere geologiske perioder med forskellige forekomster.
Bassinerne er skabt som resultat af kontinentalforskydning uden for de pladetektoniske linier. Der er tale om en slags lokale forskydninger.
                                                         
Aflejringer/forekomster fra før kvartær-perioden består i Danmarks tilfælde af:

• Granit, som er en almindelig gruppe af magmatiske (vulkanske) bjergarter, der bliver dannet på store dybder og ved stort tryk under kontinenter.
• Gnejs, som er en metamorf bjergart, hvilket betyder, at gnejs oprindelig var primære bjergarter, og som på et tidspunkt er blevet udsat for høje temperaturer og tryk og derved omdannet til gnejs.
• Sandsten, som oprindeligt er aflejret (sedimentært) sand (typisk i havbund), senere sammenpresset og hærdet og kan have farverne grå, gul, rød og hvid.
• Lersten, som er dannet efter samme princip som sandsten – bare af mindre partikler.
• Kalksten, kalk og kridt som alle består af kalk (CaCO3), hvilket er et mineralsk stof aflejret som mikroskopiske kalkplader fra tidligere levende organismer (bryozoer og kokkolitter) 
• Flint, som er en hård sten med et glasagtigt udseende. Dannet i forbindelse med kridt og kalk.
• Skifer, som er en finkornet metamorf (omdannet under tryk og varme) eller sedimentær bjergart, som dannes af ler eller mudder.
• Stensalt, som er sammenpresset salt (NaCl), hvilket er et mineral. 
• Brunkul, som er organiske aflejringer af kæmpefyr, sumpcypresser, nåle- og løvtræer.
• Sand, som er en jordtype, der består af partikler (slidt af bjergene - forvitring), som har en diameter mellem 0,002 og 2 mm.
• Ler, som er en finkornet jordtype, der vægtmæssigt består af mere end 15 procent partikler (slidt af bjergene - forvitring) med en diameter på mindre end 0,002 mm.
• Plastisk ler, som er en fed, rød, grøn eller grå ler-art, der let kan formes.
• Molér, som er en særlig let (0,8 g/cm3) lertype bestående af 2/3 skaller fra tidligere levende organismer (kiselalger/diatomeer).
• Vulkansk aske, som er drevet med vinden ind over Danmark fra vulkaner i Atlanten og er blevet aflejret som askelag i undergrunden.

Der er tale om mange aflejringer gennem 600 millioner år, som er illustreret på figur 2, 3, 4 og 5 nedenunder:

Figur 2 – Kilde: Geografiforlaget

Figur 3 – Kilde: Geografiforlaget

Figur 4 -  Kilde: ”Geografi – Fag og Undervisning”

Øvre Palæocæn kaldes også Selandien
Nedre Palæocæn kaldes også Danien                                                                            

Figur 5 - Kilde: Geografiforlaget

I forbindelse med Danmarks undergrund optræder der nogle særlige interessante aflejringer, som er vigtige for vores geologiske analysearbejde, men som også er vigtige for industrien. Nu er det sjovt nok også industrien, som betaler størstedelen af de geologiske undersøgelser.
Industrien henter sand, ler, grus, kalk, salt, olie og naturgas op fra undergrunden samtidig med, at videnskabsmænd og studerende kikker i ”hullerne”, og får viden om fortiden.
Man har ofte undret sig over, hvordan nogle lag i undergrunden har ”byttet” plads gennem tiderne. Fx har jeg i min beskrivelse af Lodbjerg Klint omtalt med forundring, at glimmerleret ligger over på moræneleret til trods for, at moræneleret er aflejret ca. 30 millioner år senere end glimmerleret. Årsagen skal findes i de saltdiapirer, som skyder op i undergrunden i Midt- og Vestjylland – se figur 6.

Salt
Saltaflejringerne fra Perm-perioden ligger mange steder nær jordoverfladen, presset sammen i saltdiapirer – se figur 6. 

Figur 6 Dannelsen af en saltdiapir: 1. Stensalt. 2. Lag fra trias. 3. Lag fra jura. 4. Lag fra kridt. 5. Lag fra tertiær. 6. Lag fra istiden Figur 6 - Kilde: Geografiforlaget

I Permtiden lå Danmark omkring, hvor Sydafrika ligger nu. Der var tørt tropisk klima, og Danmark havde nogle salte indhave (isolerede have – store salte søer) med lave vanddybder. Herfra var fordampningen stor, vandet blev mættet med salt, og saltet faldt til bunds og blev aflejret. Samtidig var der små forbindelser til det store ocean og nyt havvand kom til. Dermed blev mere salt aflejret. Der er aflejret op mod 200 m salt i dele af den jyske undergrund.
I de efterfølgende geologiske perioder blev der aflejret tykke lag af sand, ler og kalk ovenpå saltet. Dette resulterede i et stort tryk, saltet blev plastisk og kom i bevægelse. Enkelte steder har de overliggende lag været mindre modstandsdygtige end andre steder, og saltet er ”skudt” op som saltdiapirer. Dermed har saltdiapirerne også ”byttet” rundt på nogle af de overliggende lag, som f.eks. ved Lodbjerg Klint.
Saltdiapirerne er også medvirkende til, at Salling, Mors og Thy eksisterer i dag. Under de sidste isfremstød i weichsel-istiden burde disse 3 områder være blevet eroderet væk af isen, men idet der var opskudte saltdiapirer under områderne, ”valgte” isen en nemmere rute, og Salling, Mors og Thy kunne fortsat bestå.
Industrien udvinder hvert år store mængder salt. Man bruger vand til at spule saltet ud af diapirerne, hvorpå man fører saltvandet via rør til saltfabrikken, hvor det bliver inddampet. Det foregår især ved Mariager Fjord, hvor Dansk Salt har et stort fabriksanlæg.  

Kridt og kalk
Saltdiapirerne har i samarbejde med isens erosion medvirket til, at man kan grave kridt og kalk tæt på jordens overflade. Det skyldes simpelthen, at kridt og kalk er blevet presset op af undergrunden.Kridttiden er en meget spændende periode i Danmarks geologiske historie, da det ofte vækker stor forundring, at vi i undergrunden kan finde et op til 2000 meter tykt lag skrivekridt. Hvordan kunne så mange kalkholdige organismer leve og dø i så lang en periode, at mellem 600 m og 2000 m kridt blev aflejret?
Skrivekridtet består af mikroskopiske små kalkplader, som stammer fra alger (kokkolitter), der svævede rundt i kridthavet. Det var nogle meget langvarige stabile forhold i jordens klima, som gjorde det muligt at aflejre disse store mængder skrivekridt.
Skrivekridtet indeholder mange bånd af flint, som er dannet under nogle avancerede kemiske processer, hvor kiselsvampe (svampedyr) har haft en central rolle. Dannelsen af flint er endnu ikke helt videnskabelig afklaret.
Pludselig skete der nogle fundamentale ændringer i jordens geologiske historie, da en meteorregn styrtede ned på jorden, og 2/3 af alt dyreliv døde. Dette blev enden på kokkolitterne, og en ny tyk aflejring af nye kalkholdige organismer skulle gøre deres indtog. Disse nye kalkholdige organismer, kaldet bryozoer, aflejrede ca. 10 meter bryozokalk.
Læs meget mere om kridt og kalk her på hjemmesiden under Møns Klint.

Figur 7 – Kilde: Skoletjenesten på NaturBornholm

Undergrundens undergrund
Under vores egentlige undergrund foregår der en utrolig aktivitet, som har stor indflydelse på kontinenternes og oceanernes placering og udformning. Her tænker jeg på pladetektonik og vulkanisme.
Afstanden fra Jordens overflade til Jordens centrum varierer mellem 6.378 km ved ækvator og 6.357 km ved polerne. Denne forskel skyldes, at centrifugalkraften har gjort Jorden oval. Det er i øvrigt den samme kraft, der i ”samarbejde” med Månens massetiltrækningskræft, giver Jorden tidevandsforskelle.
Undergrund er altså mere end ”bare” aflejringer fra en fjern fortid. Undergrunden er til tider meget mærkbar i forbindelse med jordskælv - og synlig i forbindelse med vulkanudbrud.

Figur 8 – Kilde: Geografiforlaget

Jordklodens overflade består af oceanplader og kontinentalplader. Disse plader flyder rundt oven på den øvre kappe og danner skorpen. Det kalder man også for pladetektonik. Det er pladetektonikken, som er årsagen til jordskælv og vulkanudbrud. På figur 8 kan man se de plader, som udgør Jordens overflade. Det er forskelligt om de bevæger sig væk fra hinanden, støder ind i hinanden eller bevæger sig sideværts i forhold til hinanden. Det kalder man henholdsvis konstruktiv, destruktiv og bevarende pladerand.
Et godt eksempel på konstruktiv pladerand er den Midtatlantiske Højderyg (undersøisk bjergkæde), som er zonen mellem den nordamerikanske og euroasiske plade. Her ”konstrueres” der ”land”, da pladerne bevæger sig gennemsnitligt 2 cm. væk fra hinanden hvert år. Der kommer lava op ad sprækken, som nogle steder kommer helt op over vandoverfladen. Island er dannet for 50 millioner siden på den måde. For 80 millioner år siden blev Færøerne dannet, men dengang lå sprækkezonen længere mod øst.
Et eksempel på destruktiv pladerand er zonen mellem den afrikanske og euroasiske plade. Det er den zone, som for 50 millioner år siden forårsagede Alpernes opfoldning.
Et eksempel på bevarende pladerand ser man mellem Juan de Fuca-pladen og den nordamerikanske plade. Ved bevarende pladerand er der sjældent vulkanudbrud men til gengæld ofte kraftige jordskælv. Dette opleves jævnligt i Californien.
Det er en dynamisk verden vi lever i. Faktisk har alle kontinenterne været samlet på et sted for 200 millioner år siden. Det ses på figur 9 og 10.

Figur 9 - Kilde: Wikipedia	Figur 10 - Kilde: Geografiforlaget

Superkontinentet Pangæa (Græsk: ”Alle lande”)

Det sidst ”kendte” superkontinent, Pangæa, eksisterede for ca. 200 millioner år siden. Man regner med, der har været andre superkontinenter før dette.
Hvis vi ikke havde kontinentaldriften, så ville Jordoverfladen være plan, og der ville ikke være land nogen steder. Faktisk ville der være et stort hav med en gennemsnitsdybde på 2000 m.
Så havde der i hvert fald ikke været noget særlig interessant ved Danmarks undergrund – eller ville der? 

Kilder
Hansen, Morten, Jens, ”Geologi for enhver”, DGU 1984
Tunebjerg, Troels mf. , ”Geografi, Fag og Undervisning” GO 1999
Andersen, Torben mf., “Geografihåndbogen“ Gad 1999
www.wikipedia.dk
www.geografforlaget.dk