Tid Søg Hjælp
    > Områder > Fur > Undergrund (lang version)
Tilblivelse Undergrund Historien Det unikke Flora Fauna Fremtid

Undergrund     Printvenlig version
- Af Eskild Aagaard

Hvad er moler?
Moleret består af 1/3 ler og 2/3 skaller fra kiselalger. Kiselalger hedder også diatomeer, og man kalder derfor også moleret for diatomit.
Der findes mere en 110 forskellige arter af diatomeer i moleret, og de er mellem 0,04 – 0,2 mm store. De er formet som kugler eller runde plader og består af en skal af opal, som er porøs og luftig. Moleret vejer ca. 0,8 g/cm3, hvilket betyder, at det kan flyde på vand, hvis det er tørt. (Vand har et massefylde 1 g/cm3)
Opal er det samme stof som nogle muslingeskaller danner på indersiden, eller som flintesten indeholder.
Kiselsvampe kan danne opal under nogle specielle forhold.

Figur 1
Her ses et mikroskopisk billede af nogle diatomeer.

Figur 1 – Kilde: Fur Museum

Hvorfor finder vi moler på Fur?
Moleret er aflejret i subtropisk hav for 54-55 mio. år siden. Der var generelt varmere på jorden, og verdenshavene var ca. 200 meter dybere end nu, fordi vandet var bundet i havene i stedet for i isen, som vi kender det fra istiderne.
Det subtropiske klima er defineret ved at temperaturen normalt ikke kommer under 5 grader C. i den koldeste måned.
Det varme vejr dengang på vores breddegrader skyldtes ikke vores pladetektoniske placering, da den var stort set som i dag, men i stedet en global opvarmning på grund af en anden solaktivitet, naturlig forurening af atmosfæren (drivhusgasser fra vulkanudbrud, skovbrande osv.) eller andre ikke helt klarlagte årsager.
Vi ved, der var subtropisk hav i Danmark, da man finder fossiler efter havskildpadde, hajer og planter, som normalt hører til i Middelhavsområdet.

Figur 2 – Kilde: Geologi for Enhver

Her i dette hav, hvor Fur engang var havbund, var der nogle særlige forhold, som gjorde det muligt at aflejre et op til 60 meter tykt lag moler.
Danmark var under vand, og samtidig var det delt i 3 store aflejringsbassiner – fig. 2. De hedder: centralgraven, det dansk-norske bassin og det dansk-tyske bassin. Centralgraven ligger midt i Nordsøen og har i dag op til 6 km tykke lag havaflejringer. Det dansk-norske bassin, som ligger i en del af Nordsøen, Kattegat og Nord- og Vestsjælland har 3-5 km aflejringer. Det tysk-danske bassin, som ligger i den sydlige Nordsø, Sønderjylland og Nordtyskland, den vestlige Østersø og Lolland-Falster, har 2-4 km aflejringer. Med havaflejringer menes generelle havaflejringer, som dækker flere geologiske perioder med forskellige forekomster.

Bassinerne er skabt som resultat af kontinentforskydning uden for de pladetektoniske linier. Det er nærmere en slags lokale forskydninger.
Moleret er tydeligst i den vestlige del Limfjordsområdet og særligt på Fur, Salling og Mors. Dog findes der sandsynligvis moler i undergrunden i Nordsøen så langt som til England, hvor der er forekomster – men ikke i nær så stor udstrækning som i Limfjorden.

Det dansk-norske og dansk-tyske bassin var adskilt af Ringkøbing-Fyn ryggen og denne adskillelse var sammen med nogle specielle havstrømme og temp. forhold årsagen til, at man ikke finder moler i det tysk-danske bassin.
Det særlige ved det dansk-norske bassin var en kombination af temperaturforholdene i Norge og Sverige og kolde havstrømme. Det subtropiske klima gjorde, at de norske og svenske floder tørrede ud, og de aflejrede ikke så mange sedimenter til Skagerak. (Normalt kommer sedimenter ud i havene fra bjergene via floder) Der var altså grundlag for et blandingsforhold mellem ler og kisel, hvor kisel var dominerende. Samtidig var der kolde havstrømme, som kom ned langs den norske vestkyst fra Polarhavet med masser af næring til de kiselalger, som levede i overfladen. De døde og faldt til bunds, hvorefter kiselskallerne blev blandet op med ler, og moler blev skabt.

Man kalder princippet opvældning, når det kolde vand kommer fra flere km dybde til et indhav på 50-200 meter, som man mener var dybden i havet over Fur i eocæntiden.
Kiselalger stortrivedes, og når de døde og faldt til bunds, skabte forrådnelsen et iltsvind på bunden. Det resulterede i, at fossiler af dyr og planter kunne bevares i moleret, da ingen bunddyr kunne rode i aflejringerne – der kunne jo ikke leve bunddyr i det iltfattige miljø. Samtidig foregik nedbrydningen af dyr og planter så langsomt, at de kunne nå at lave fine aftryk og forsteninger, som vi finder i dag.

Et tydeligt bevis for den kolde havstrøm er fundene af mineralet, ikait, som kun kan dannes ved temp. mellem 3-7 grader C. Hvis temp. stiger, bliver ikait bliver til kalsit. Det er en krystalform af ikait, som kaldes en ikait psudomorf. De kan blive alt fra få millimeter til over en meter store.

Figur 3
Her ses en forstørret ikait psudomorf

Figur 3 – Kilde: www.geoberg.de

Man kan undre sig over sammenhængen mellem de kolde havtemperaturer og så tilstedeværelsen af subtropiske dyr og planter, men der kan være stor forskel på temp. i forskellige vandlag. Typisk søger det kolde vand nedad, men i den beskrevne opvældningszone kunne det kolde vand muligvis skydes op i overfladen og derfra varmes op af solen, sådan at subtropiske dyr kunne leve i vandet – det er dog et uklart område, og biologerne argumenterer med, at alting ikke foregik samtidig, men mere som en dynamisk proces.
Om alt er, så blev der aflejret et op til 60 meter tykt lag moler på en periode omkring 1 - 1.4 millioner år.

Billede 2
Moleret har mange farver, som går fra grå til mørk grå - og ved forvitring til lys grå, gul til hvid.
Man ser sorte askelag, der vidner om store vulkanudbrud, som har sendt aske ind over Fur fra nord-vest.

 

Billede 2 – Foto: EAA

Andre aflejringer i eocæn perioden
I denne periode er der ud over moleret aflejret vulkansk aske, plastisk ler, moler, skifer og cementsten (kalk).
Der er 179 nummererede askelag i forbindelse med de forskellige aflejringer på Fur.
Det plastiske ler (pottemagerler) er en fed grøn, rød eller grå lerart, som findes flere steder på Fur blandet op med moleret eller liggende i særskilte lag. Det kendes ved, at det kan strækkes og formes.
Skifer er en bjergart, der har en lagdelt tæt struktur. Der er flere typer skifer – den bløde lerskifer og den hårde glimmerskifer. Endvidere findes der også slamskifer, som er sedimenter af slam fra havbunden, der kittes sammen.
På Fur ses primært den relativt bløde skifer, som indeholder mange kiselalger. Det er en sedimentær bjergart, hvorimod glimmerskifer er en metamorf bjergart, som er dannet i karbon- og silurperioden for henholdsvis 290 og 410 millioner år siden. Metamorfe bjergarter dannes under højt tryk og høj temp. Dette er ikke tilfældet for sedimentære bjergarter, som dannes under lavere tryk og lavere temperaturer.
Den sedimentære skifer på Fur kan for det utrænede øje forveksles med den metamorfe skifer. Det skyldes, at den er hårdere end normal ler-sedimenterede skifer på grund af det høje indhold af kiselalger. Kiselalger er som sagt omsluttet af en hård skal af silisiumdioxid Si2O (kisel), der svarer til opal i nogle muslingeskallers inderside og i flint.  
Cementsten er betegnelsen for linseformede kalksten i moleret, som kan være op til ½ meter tykke og flere meter i diameter. Cementsten dannes lige under havbunden, hvor kalk udfældes til de hulrum, som er mellem diatomeerne. Her findes de mest velbevarede fossiler. Det er fossilerne, som fortæller noget om klima og havmiljøet på den tid.

Billede 3 - Stolle Klint
Aflejringerne indeholder forskellige mineraler. På billedet ses de gule områder som svovlforbindelser og de røde områder som jernforbindelser.

Billede 3 – Foto: Eskild Aagaard

Stolle Klint - billede 3 - er 150 meter lang og 20 meter høj, og her finder man flest fossiler. Her er der repræsenteret askelag fra minus 34 til plus 55.
Ved Knudeklinten – billede 4 - som repræsenterer selve Furformationen, hvor man i øvrigt har fundet en fossil havskildpadde, er der nederst 40 meter ensartet moler med positive askelag. Derunder er det 2 lag skifer á 30 cm tykkelse. Under dette er der igen 18 meter sort moler. Den øvre del af formationen, Silstrup Led, har 25 meter moler og indeholder de negative askelag. I alt er der askelag fra minus 39 til plus 140. Fra askelag + 19 ligger lagene så tætte, at moleret ikke kan udnyttes industrielt.

Billede 4
Knudeklinten

Billede 4 – Foto: Eskild Aagaard


Øvrig undergrund

Under emner, på hjemmesidens forside, kan du læse mere om Danmarks undergrund. Desuden kan du under områder, læse om Møns Klints undergrund, og få viden om kridt-tiderne, som er de tykkeste aflejringer i vores undergrund.



Kilder
Gravesen, Palle, ”Danske forsteninger” Natur og Museum nr. 2 juni 1998
Tunebjerg, Troels mf., ”Geografi, Fag og Undervisning” GO 1999
Tidsskriftet Geografisk Orientering, juni 2003
Geologisk set, “Det nordlige Jylland“, GO 1992
Noe, Per mf., “Moleret på Mors” Morsø lokalhistorisk forlag 1994
Johnsen, Ole, ”Mineralernes verden”, Gad 2000
Bonde, Niels, ”Fiskefossiler, Diatomiter og vulkanske askelag” foredrag 13. dec. 1971
http://www.plumsoplevelser.dk/moler-i-naturen.htm

http://www.fossiler.dk/

Forside
Områder
Emner
Projektet
Links
Kontakt