Tid Søg Hjælp
    > Områder > Fur > Det unikke > 2. Askelag (lang version)
Tilblivelse Undergrund Historien Det unikke Flora Fauna Fremtid
 
 
  1. Rødsten 2. Askelag 3. Fossiler  
2. Akselag     Printvenlig version
-Af Jeppe Ystrøm

Introduktion
(samme som forgående side)
Et unikt geologisk fænomen på Fur er de markante mørke lag der bl.a. kan ses i nordøens klinter.
Indtil 1902 mente man at lagene var tegn på kul, og Fredrik den 6. fik i 1809-1813 svenske krigsfanger til at grave en minegang ind i Stollerklinten, som dog i dag er næsten helt vasket helt væk af Limfjorden.
I 1883 påpegede to Belgiske geologer dog, at de sorte streger ikke var sandlag med kul, som man hidtil havde troet, men vulkanske askelag.
Der går dog skandaløse 19 år, før disse oplysninger i 1902 når til danske forskerkredse, og man får undersøgt sagen.
Dette fører til, at vi i dag kender til ca. 200 askelag, hvoraf de 179 (alle over ½ cm) har fået numre, 140 positive og 39 negative.
Grunden til de henholdsvis positive og negative numre, skyldes dels et meget tydeligt skel ved askelag +1, men også at man ikke kendte det præcise omfang af akselag under jordoverfalden, og derfor har valgt at fastsætte nulpunktet ca. midt i formationen.


Tydelige sorte askelag - Foto: EAA
Porøst vulkansk akse – Foto: JY

Oprindelse
Asken stammer fra en geologisk turbulent periode i Nordatlanten.
Lige i starten af den eocæne periode for godt 55 mio. år siden, hang Grønland og det europæiske kontinent sammen i et stort kontinent. Kontinentalpladerne begyndte dog pludselig at bevæge sig væk fra hinanden, og skabte det der hedder en spredningszone. Dette medførte en øget vulkanisme på hver side af spredningszonen på henholdsvis Grønland og det europæiske kontinent. De kraftige geologiske kræfter strakte jordskorpen under havet til det yderste, og til sidste gav den efter og skabte en kilometer lang sprække i havbunden (kaldet Nordatlant-riften).
Sprækken åbnede for en voldsom vulkanisme, som producerede så meget lava, at det blev til oversøiske vulkaner, der udgjorde starten, til det vi i da kender som Færøerne.
Samtidig betød sprækken, at ”trykket” forsvandt fra de landfaste vulkaner.
Vulkanerne spyede i perioden aske langt op i atmosfæren, og kraftige vinde første det ned over hele Europa og dermed også mod Limfjordsområdet.
Den vulkanske aske er dog ikke ”aske”, som hvis man har brændt træ af, men skabt af flydende lava (magma), der er boblet op og eksploderet i smådråber, og efterfølgende størknet. Dette kaldes også for vulkansk glas.

 
Rift zone – Figur: www.fossiler.dk
 

Denne vulkanske aktivitet sker samtidig med at moléren bliver dannet ved bundfaldne kiselalger i det enorme hav, der på det tidspunkt dækker Danmark. Asken fra de periodiske udbrud bundfalder derfor i havet, og laver de godt 200 mørke askelag, hvert repræsenterende et vulkanudbrud i Nordatlanten.
Man kan desuden se på askelagene, at de under nedsynkningen til havbunden er blevet sorteret, så de groveste partikler findes nederst i og langsomt bliver finere og finere mod toppen af hvert enkelt lag.
I løbet af perioden hvor molerén dannes skifter vulkanismen fra landbaseret (ryolitisk), til at være som den kan se ved Island og Færøerne (basaltisk).
Dette hænger som nævnt sammen med, at der før Nordatlant-riften har været landbaseret (ryolitisk) vulkanskaktivitet, og efterhånden som riften har taget ”trykket” fra de kontinentale vulkaner er de slukkedes, og det er gået over til basaltisk oceanbaseret.
Der er en lille synlig forskel på de to typer aske:

  • Basaltisk aske: >90% farvet vulkansk glas, plagioklas af bytownit-labradorit typen, pyroxen (augit), halloysit, smectit, og det magnetiske mineral maghemit.
  • Dacitisk/Rhyolitisk aske: >90% ikke farvet vulkansk glas, plagioklas af anorthoklas typen (K-feldspat), pyroxen (augit) samt kaolinit og smectit.

Asken blev som sagt spredt ud over det meste af Europa, men det er stort set kun på Fur, hvor der er molér, at lagene er så velbevarede og tilgængelige.
Vulkansk aske består af godt 10 grundstoffer. Ud fra den kemiske sammensætning har en dansk geolog, Lotte Melchior Larsen, for nyligt taget prøver og bestemt fire af de vulkanske askelags oprindelse.
En røntgenfluorescensspektroskopi (XRF) har vist, at askelag -17 stammer fra en vulkan i Gardiner-plateauet i Østgrønland, -33 på optil 14 cm stammer fra en vulkan (Lundy) ud for Sydenglands kyst og lag nummer -21 og -22 stammer fra vulkanen Darwin der nu ligger et stykke mellem England og Island på Atlanterhavets bund.

Opdeling
Som nævnt har man givet hvert askelag sit eget nummer.
Det før omtalte markante skel ved +1 markerer skellet mellem de øverste sorte/mørke basaltiske askelag (positive serie +1 til +140) og de nederste lyse ryolitiske askelag (negativ serie -1 til -39).
Dog findes der tre markante sorte askelag (-11, -12 og -13). Disse kaldes også for de ”tre små sorte”.
Nogle af de øverste basaltiske askelag er identiske med den lava der findes på Færøerne.
Askelagene er fra få mm optil 20 cm. Farven varierer fra næsten hvid over grå til sort, som er den mest almindelige farve.
Moléren inddeles i fire serier:

  • Øverste serie, næsten askefrit moler:             +119 til +140ca.      ca. 8 m
  • Askeserien, hård, tættere liggende askelag:   +1 til +118              ca. 17 m
  • Molerserien, blød, få tynde askelag:               +1 til -19                 ca. 19 m
  • Skiferserien, mørk, leret, forkislede lag:          -20 til -39                ca. 12 m                           

Skiferserien indeholder desuden to markante 30 cm tykke skiferlag, som er skabt pga. kisel.
De negative serier består af i alt 62 cm askelag.
De øverste positive serier består af 3,7 m askelag.
Det er især lagene fra +19 ned til skiferlagene, der bruges industrielt. Lagene over +19 indeholder så mange askelag, at det er ubrugeligt.
Ved Fur Knudeklint kan stort set hele serien fra -39 til +130 ses. Af samme grund er Knudeklinten en såkaldt typelokalitet for moler.
Let øvede vil kunne genkende de samme serier af askelag mellem Fur og Mors. Lagdelingen er altså som en unik ”stregkode” for den vulkanske aktivitet på den tid.
Grunden til at molerprofilen står så foldet, deformeret og ”flot” (synligt) på Fur og Mors, skyldes at Danmark under sidste istid for ca. 18.000 år siden var dækket af indlandsis. Da det blev varmere trak isen sig tilbage, men efterlod lag af sand, grus og sten oven på moleret. Den hårde kulde havde dog frosset grundvandet i moléren ned til ca. 70 m’s dybde. 2000 år senere rykkede et mindre gletscherfremstød ned fra nord. Den voldsomme vægt fra den nye is, brød moléren op i flager og skubbede rundt på dem.

De ”tre små sorte” – Foto: JY
Askelag på Fur – Figur: www.fossiler.dk

Ny viden
Den 6. januar 2005 var der igen en orkan på spil i Danmark. Det gik også ud over Fur og medførte, måske heldigvis, et stort skred ved Stolle Klint. Den lokale geolog, naturvejleder og Museumsleder på det statsanerkendte Fur museum, Bo Pagh Schultz, opdagede i den forbindelse fire små askelag, gemt i bunden af moleren, og altså med oprindelse fra før moleren blev dannet.
De fire små lag viser den 55 mio. gamle grænse mellem de geologiske perioder Paleocæn og Eocæn.
Netop denne grænse er interessant, da jordens klima pludselig ændrede sig og blev så meget varmere, at endnu en ”masseuddøden” begyndte i næsten samme omfang, som da dinosaurerne 10 mio. før uddøde.
De fleste af de pattedyr der overtog efter dinosaurerne døde, og nye moderne pattedyr som heste, hvaler og rovdyr som vi kender i dag, samt vores forfædre primaterne, udviklede sig og overtog jorden. Populært set markere den Eocæne periode pattedyrenes overtag på jorden.
Når askelagene er interessante skyldes det, at man i dem håber at kunne finde svar på hvorfor klimaet ændrede sig så markant. En anerkendt amerikansk teori er et mega-vulkanudbrud mellem Grønland og Norge, som ud over en tsunamilignende kæmpebølge, kan have ført til endnu en global opvarmning.
Desuden kan den nye viden være med til at tidsbestemme en række fossiler, så man kan følge den evolution, som den ovenstående begivenhed har medført.
Grænsen mellem perioderne ses, som en markant isotopforskydning hos kulstof og ilt.
Bo Pagh Schultz mener, at det nok er den største geologiske sensation fra dansk jord, siden man i 1970erne fandt fiskeleret på Stevns Klint og dermed fandt frem til, at Jorden for 65 millioner år siden var blevet ramt af en kæmpestort meteor, og at det var derfor dinosaurerne uddøde.

 

Kilder
Molerindvinding på Mors, Miljøministeriet m.fl., 1985
Geologiske set - Det nordlige Jylland
Danmarks geologiske seværdigheder, Politiken
”Fur”, Kaskalot, nr. 47, 1981, Erik Fjeldsø Christensen og Vibeke Brock
Furs Geologi, Helge Gry
Artikel: ”Fortid: På grænsen til en verdenshistorisk forklaring”, JP, 27/2/2005, 1.sektion side 6
http://www.fossiler.dk/
http://www.aaa.dk/aaa/nm-grundvand-olst-hinge.htm
http://www.geo.au.dk/aars/Beret00/Dk/00dkspeciale.html

Forside
Områder
Emner
Projektet
Links
Kontakt